Vidensbank

Kendt for social læringsteori: Børn lærer meget ved at iagttage og efterligne andre (de berømte Bobo-dukke-forsøg). Indførte også begrebet self-efficacy – troen på egen evne til at klare en opgave.

Tænkte på tværs af antropologi, kommunikation og biologi. Kendt for begrebet dobbeltbinding (modstridende budskaber), for sin tænkning om læring på flere niveauer og for at se mennesker som en del af mønstre og systemer.

Forskede i dagtilbudspædagogik – læreplaner, trivsel, omsorg og læring – og i overgangen fra børnehave til skole.

Kognitiv psykolog og pædagogisk tænker. Er sammen med kolleger ophavsmand til begrebet stilladsering og argumenterer for, at børn lærer ved at opdage og ved at fortælle og forstå historier.

Howard Gardners idé om, at intelligens ikke er én ting, men flere relativt uafhængige evner (fx sproglig, logisk-matematisk, musikalsk og kropslig). Teorien er populær i pædagogik, men også omdiskuteret blandt forskere.

Pragmatiker, der mente, at man lærer gennem erfaring og ved at løse virkelige problemer i demokratiske fællesskaber – kendt som ‘learning by doing’. Har haft stor betydning for projektarbejde og erfaringsbaseret undervisning.

Læren om undervisning og læring: Hvad skal der læres, hvorfor, hvordan og i hvilke rammer? Didaktikken hjælper pædagoger og lærere med at planlægge, gennemføre og vurdere forløb.

Model til at planlægge undervisning ved at se på sammenhængen mellem elevernes forudsætninger, rammer, mål, indhold, arbejdsformer og vurdering: Ændres ét element, påvirker det de andre.

Kolbs model beskriver læring som en cyklus i fire trin: konkret erfaring, refleksion over den, dannelse af begreber og teorier og aktiv afprøvning – hvorefter nye erfaringer begynder.

Hovedperson i den kritiske pædagogik. I ‘De undertryktes pædagogik’ kritiserer han ‘bankmodellen’, hvor læreren fylder viden i eleverne, og foreslår en dialogbaseret undervisning, der sætter mennesker i stand til at forstå og forandre deres verden.

Beskriver læring som noget, der altid rummer tre dimensioner: indhold, drivkraft (motivation og følelser) og samspil (med andre og omgivelserne).

Betydningsfuld for den tyske og skandinaviske didaktik. Kendt for begrebet kategorial dannelse og for den didaktiske analyse, der spørger, hvad der er det væsentlige at lære – og hvorfor.

Læringssyn, der ser viden som noget, den lærende aktivt opbygger i mødet mellem erfaringer og ideer – ikke noget, der blot overføres fra en lærer. Hos Piaget er det den enkeltes konstruktion, hos Vygotskij en social.

Den proces, hvor mennesker ændrer viden, færdigheder, holdninger eller adfærd gennem erfaring og samspil. Læring forklares forskelligt af fx behaviorisme, konstruktivisme og sociokulturelle teorier.

Bagmand bag Reggio Emilia-tilgangen. Barnet er kompetent og har ‘hundrede sprog’ at udtrykke sig med, og miljøet, de voksne og børnene er alle med til at skabe læringen.

Udviklede en pædagogik, hvor barnet lærer ved selv at være aktivt i et forberedt miljø med særligt udviklingsmateriale. Kernen er selvstændighed og respekt for barnets eget tempo.

Bygger på Maria Montessoris tanker: et forberedt miljø med særligt materiale, børns frie valg og selvstændighed og ofte aldersblandede grupper. Pædagogen observerer og vejleder mere, end hun styrer.

Området mellem det, barnet kan alene, og det, det kan med hjælp fra en voksen eller et barn, der er et skridt foran. Det er her, læring og udvikling sker – og her, støtte gør mest gavn.

Beskrev, hvordan børn aktivt opbygger deres forståelse af verden gennem fire stadier: det sansemotoriske, det præoperationelle, det konkret-operationelle og det formelt-operationelle. Banede vejen for konstruktivismen.

Psykologiske perspektiver på læring, udvikling og undervisning – fx motivation, læringsteorier og trivsel i skole og dagtilbud.

Pædagogisk tilgang fra byen Reggio Emilia. Børn ses som kompetente og nysgerrige og udtrykker sig på ‘hundrede sprog’. Læring udforskes og dokumenteres i projekter, og miljøet kaldes ‘den tredje pædagog’.

Motivationsteori (Deci og Ryan): Mennesker motiveres indefra, når tre grundlæggende behov dækkes – autonomi, kompetence og samhørighed. Bruges blandt andet til at forstå trivsel og engagement i skole og dagtilbud.

Bygger på Rudolf Steiners antroposofi. I de første år vægtes efterligning, leg, rytme og kunstnerisk og praktisk aktivitet, og pædagogen er et forbillede for barnet.

At give lige nok støtte til, at barnet kan klare en opgave, og så trække støtten gradvist tilbage, efterhånden som barnet bliver sikrere. Begrebet stammer fra Bruner og kolleger og bygger videre på Vygotskijs tænkning.

Undervisning, der regelmæssigt flyttes ud i skolens nærmiljø – natur, samfund og kulturinstitutioner. Eleverne lærer gennem oplevelser og kropslig aktivitet i autentiske omgivelser.

Mente, at barnet udvikler sig i samspil med andre og gennem kulturens redskaber, især sproget. Kendt for begrebet den nærmeste udviklingszone og for at fremhæve legens betydning for udviklingen.