Vidensbank

At møde et andet menneske åbent og med respekt for dets oplevelse og perspektiv. I pædagogikken: at se barnet som en person med egne følelser og hensigter – uden at give afkald på de voksnes ansvar for at sætte grænser.

Forsker i relationerne mellem voksne og børn i børnehaven. Kendt for at gøre anerkendelse og relationskompetence til praktisk pædagogik – blandt andet ved at formidle Anne Lise Løvlie Schibbyes teori om anerkendende relationer.

Dialogfilosof. I ‘Jeg og Du’ (1923) adskiller han Jeg-Du-forholdet, hvor vi mødes som hele mennesker, fra Jeg-Det-forholdet, hvor vi betragter og bruger den anden.

Videreudvikler Frankfurterskolens kritiske teori og er kendt for sin anerkendelsesteori: Mennesket får en sund identitet ved at blive anerkendt i tre sfærer – kærlighed i de nære relationer, ret og solidaritet i fællesskabet.

Kendt for bogen ‘Dit kompetente barn’ (1995). Argumenterer for, at børn skal mødes med ligeværd og autenticitet i stedet for autoritær opdragelse, og at de voksne tager ansvaret for relationen.

Mener i ‘Den etiske fordring’ (1956), at vi er afhængige af hinanden og holder hinandens liv i vores hænder. Det giver en etisk fordring, der viser sig i ‘suveræne livsytringer’ som tillid, medfølelse og oprigtighed.