Vidensbank

Arbejdede sammen med Bowlby og udviklede ‘Strange Situation’-metoden, der gør det muligt at beskrive børns tilknytningsmønstre: trygt, usikkert-undgående og usikkert-ambivalent. Mary Main og Erik Hesse føjede siden det desorganiserede mønster til.

At møde et andet menneske åbent og med respekt for dets oplevelse og perspektiv. I pædagogikken: at se barnet som en person med egne følelser og hensigter – uden at give afkald på de voksnes ansvar for at sætte grænser.

Forsker i relationerne mellem voksne og børn i børnehaven. Kendt for at gøre anerkendelse og relationskompetence til praktisk pædagogik – blandt andet ved at formidle Anne Lise Løvlie Schibbyes teori om anerkendende relationer.

Kendt for social læringsteori: Børn lærer meget ved at iagttage og efterligne andre (de berømte Bobo-dukke-forsøg). Indførte også begrebet self-efficacy – troen på egen evne til at klare en opgave.

Tænkte på tværs af antropologi, kommunikation og biologi. Kendt for begrebet dobbeltbinding (modstridende budskaber), for sin tænkning om læring på flere niveauer og for at se mennesker som en del af mønstre og systemer.

Grundlægger af tilknytningsteorien: Små børn har et medfødt behov for en tryg tilknytning til en omsorgsperson, og tilknytningens kvalitet præger barnets senere udvikling og relationer.

Viste, at barnets udvikling formes af samspillet mellem flere niveauer: familie og institution (mikro), forholdet mellem dem (meso), samfundets rammer (ekso) og kultur og værdier (makro).

Forskede i dagtilbudspædagogik – læreplaner, trivsel, omsorg og læring – og i overgangen fra børnehave til skole.

Kognitiv psykolog og pædagogisk tænker. Er sammen med kolleger ophavsmand til begrebet stilladsering og argumenterer for, at børn lærer ved at opdage og ved at fortælle og forstå historier.

Dialogfilosof. I ‘Jeg og Du’ (1923) adskiller han Jeg-Du-forholdet, hvor vi mødes som hele mennesker, fra Jeg-Det-forholdet, hvor vi betragter og bruger den anden.

Dagtilbud for børn fra omkring 3 år til skolestart, hvor omsorg, leg, læring og dannelse hænger sammen. I Danmark er arbejdet rammesat af den pædagogiske læreplan.

FN’s konvention om barnets rettigheder, vedtaget i 1989. Den gælder alle under 18 år og samler børns rettigheder i grundlæggende rettigheder, udvikling (herunder leg og uddannelse), beskyttelse og deltagelse.

At udvikle sig som menneske i forhold til sig selv, andre og verden – med dømmekraft, værdier og kulturel forståelse. Begrebet (tysk: Bildung) er centralt i dansk pædagogik og er især knyttet til Grundtvig og Klafki.

Howard Gardners idé om, at intelligens ikke er én ting, men flere relativt uafhængige evner (fx sproglig, logisk-matematisk, musikalsk og kropslig). Teorien er populær i pædagogik, men også omdiskuteret blandt forskere.

Pragmatiker, der mente, at man lærer gennem erfaring og ved at løse virkelige problemer i demokratiske fællesskaber – kendt som ‘learning by doing’. Har haft stor betydning for projektarbejde og erfaringsbaseret undervisning.

Læren om undervisning og læring: Hvad skal der læres, hvorfor, hvordan og i hvilke rammer? Didaktikken hjælper pædagoger og lærere med at planlægge, gennemføre og vurdere forløb.

Model til at planlægge undervisning ved at se på sammenhængen mellem elevernes forudsætninger, rammer, mål, indhold, arbejdsformer og vurdering: Ændres ét element, påvirker det de andre.

Kommunikationsmønster, hvor modtageren får to modstridende budskaber (fx ord og kropssprog) og hverken kan svare rigtigt, forlade situationen eller tale om den. Bateson og kolleger beskrev det i 1950’erne.

Kolbs model beskriver læring som en cyklus i fire trin: konkret erfaring, refleksion over den, dannelse af begreber og teorier og aktiv afprøvning – hvorefter nye erfaringer begynder.

Beskrev menneskets psykosociale udvikling som otte livsfaser, hver med sin krise – fx tillid mod mistillid hos spædbarnet og identitet mod rolleforvirring i ungdommen. Indførte begrebet identitetskrise.

Central i udviklingen af begrebet mentalisering – evnen til at forstå sig selv og andre ud fra tanker, følelser og hensigter – som han ser udvikle sig i trygge tidlige relationer.

Tysk tradition inden for kritisk teori, knyttet til Institut für Sozialforschung i Frankfurt. Kendte navne er Adorno, Horkheimer, Marcuse, Habermas og – i tredje generation – Honneth.

Hovedperson i den kritiske pædagogik. I ‘De undertryktes pædagogik’ kritiserer han ‘bankmodellen’, hvor læreren fylder viden i eleverne, og foreslår en dialogbaseret undervisning, der sætter mennesker i stand til at forstå og forandre deres verden.

Skabte ordet og tanken om børnehaven (Kindergarten) og så leg og aktivitet som barnets vigtigste vej til læring. Udviklede de såkaldte Fröbelgaver – legetøj, der inviterer til at udforske form og sammenhæng.

Inspirerede højskolebevægelsen og friskolerne med tanken om ‘det levende ord’, folkelig oplysning og livsoplysning: At skolen skal vække lyst til at lære og styrke fællesskabet.

Friskoler, der bygger på Grundtvigs menneskesyn og Christen Kolds skoletanker – med mundtlig fortælling, fællessang og vægt på det levende ord. De er en del af den danske friskoletradition.

Videreudvikler Frankfurterskolens kritiske teori og er kendt for sin anerkendelsesteori: Mennesket får en sund identitet ved at blive anerkendt i tre sfærer – kærlighed i de nære relationer, ret og solidaritet i fællesskabet.

Beskriver læring som noget, der altid rummer tre dimensioner: indhold, drivkraft (motivation og følelser) og samspil (med andre og omgivelserne).

Princippet om, at alle børn skal kunne deltage i og høre til i fællesskabet – uanset forudsætninger. I praksis handler det om at tilpasse miljøet, relationerne og aktiviteterne, frem for at børnene skal tilpasse sig.

Kendt for bogen ‘Dit kompetente barn’ (1995). Argumenterer for, at børn skal mødes med ligeværd og autenticitet i stedet for autoritær opdragelse, og at de voksne tager ansvaret for relationen.

Betydningsfuld for den tyske og skandinaviske didaktik. Kendt for begrebet kategorial dannelse og for den didaktiske analyse, der spørger, hvad der er det væsentlige at lære – og hvorfor.

Læringssyn, der ser viden som noget, den lærende aktivt opbygger i mødet mellem erfaringer og ideer – ikke noget, der blot overføres fra en lærer. Hos Piaget er det den enkeltes konstruktion, hos Vygotskij en social.

Tradition, der ser uddannelse som forbundet med magt og ulighed og vil sætte mennesker i stand til at gennemskue og ændre uretfærdige forhold. Paulo Freire er en hovedperson.

Aktivitet, som børn vælger selv og gør for dens egen skyld. Leg træner motorik, sprog og samarbejde og er en central måde, børn udforsker sig selv og verden på. Den kan deles i fx rolleleg, regelleg, konstruktionsleg og fysisk leg.

Den proces, hvor mennesker ændrer viden, færdigheder, holdninger eller adfærd gennem erfaring og samspil. Læring forklares forskelligt af fx behaviorisme, konstruktivisme og sociokulturelle teorier.

Mener i ‘Den etiske fordring’ (1956), at vi er afhængige af hinanden og holder hinandens liv i vores hænder. Det giver en etisk fordring, der viser sig i ‘suveræne livsytringer’ som tillid, medfølelse og oprigtighed.

Bagmand bag Reggio Emilia-tilgangen. Barnet er kompetent og har ‘hundrede sprog’ at udtrykke sig med, og miljøet, de voksne og børnene er alle med til at skabe læringen.

At kunne forstå sig selv og andre ud fra de tanker, følelser og hensigter, der ligger bag adfærd. Evnen udvikles i trygge relationer, og begrebet bruges i pædagogisk arbejde, fx når voksne hjælper børn med at sætte ord på følelser.

Udviklede en pædagogik, hvor barnet lærer ved selv at være aktivt i et forberedt miljø med særligt udviklingsmateriale. Kernen er selvstændighed og respekt for barnets eget tempo.

Bygger på Maria Montessoris tanker: et forberedt miljø med særligt materiale, børns frie valg og selvstændighed og ofte aldersblandede grupper. Pædagogen observerer og vejleder mere, end hun styrer.

Området mellem det, barnet kan alene, og det, det kan med hjælp fra en voksen eller et barn, der er et skridt foran. Det er her, læring og udvikling sker – og her, støtte gør mest gavn.

Beskrev, hvordan børn aktivt opbygger deres forståelse af verden gennem fire stadier: det sansemotoriske, det præoperationelle, det konkret-operationelle og det formelt-operationelle. Banede vejen for konstruktivismen.

Leder af børnehjemmet Lóczy i Budapest. Pikler-tilgangen bygger på respektfuld pleje, tryg relation og barnets egen, frie motoriske udvikling – de voksne hjælper ikke barnet op i stillinger, det ikke selv kan komme i.

Professionsbachelor-uddannet fagperson, der arbejder med børn, unge og sårbare voksne om udvikling, læring og trivsel – fx i vuggestue og børnehave, skole og fritid eller i det sociale og specialpædagogiske felt. Uddannelsen varer 3½ år.

Læren om opdragelse, undervisning og dannelse – både som videnskab og som praksis. Rummer fx didaktik, pædagogisk psykologi, filosofi og sociologi.

Overblik over, hvordan tænkningen om opdragelse og undervisning har udviklet sig gennem historien – fra antikken til i dag – og hvordan tidligere idéer stadig præger pædagogisk praksis.

Filosofiske spørgsmål om opdragelse og dannelse: Hvad er et godt liv, hvad er et menneske, og hvad er skolens og pædagogens opgave?

Psykologiske perspektiver på læring, udvikling og undervisning – fx motivation, læringsteorier og trivsel i skole og dagtilbud.

Pædagogisk tilgang fra byen Reggio Emilia. Børn ses som kompetente og nysgerrige og udtrykker sig på ‘hundrede sprog’. Læring udforskes og dokumenteres i projekter, og miljøet kaldes ‘den tredje pædagog’.

Evnen til at klare modgang og belastning uden varig skade. Resiliens opstår ikke i et vakuum, men i samspil mellem barnet og dets omgivelser – ikke mindst trygge relationer til voksne.

Motivationsteori (Deci og Ryan): Mennesker motiveres indefra, når tre grundlæggende behov dækkes – autonomi, kompetence og samhørighed. Bruges blandt andet til at forstå trivsel og engagement i skole og dagtilbud.

Pædagogik, der støtter børn, unge og voksne i svære livssituationer eller med sociale vanskeligheder – med vægt på relationer, fællesskab og at styrke deres muligheder for at klare sig selv.

Pædagogisk viden og praksis om læring, undervisning og støtte til mennesker med funktionsnedsættelser eller særlige behov – fx fysiske handicap, ordblindhed eller psykiske vanskeligheder.

Bygger på Rudolf Steiners antroposofi. I de første år vægtes efterligning, leg, rytme og kunstnerisk og praktisk aktivitet, og pædagogen er et forbillede for barnet.

Forskede i spædbarnets udvikling. I ‘Spædbarnets interpersonelle verden’ (1985) beskriver han, hvordan barnet gennem samspil med omsorgspersoner danner flere lag af selvfølelse.

At give lige nok støtte til, at barnet kan klare en opgave, og så trække støtten gradvist tilbage, efterhånden som barnet bliver sikrere. Begrebet stammer fra Bruner og kolleger og bygger videre på Vygotskijs tænkning.

Tilgang, der ser fænomener som helheder, hvor delene påvirker hinanden. Bruges i pædagogisk praksis til at forstå samspil i børnegrupper, familier og institutioner – frem for at lede efter én enkelt årsag.

Teori om børns stærke følelsesmæssige bånd til nære omsorgspersoner. En tryg tilknytning giver en base, barnet kan udforske verden ud fra; usikre mønstre kan præge barnets samspil og tillid.

Undervisning, der regelmæssigt flyttes ud i skolens nærmiljø – natur, samfund og kulturinstitutioner. Eleverne lærer gennem oplevelser og kropslig aktivitet i autentiske omgivelser.

Faget, der undersøger, hvordan mennesker forandrer sig gennem livet – i fx tænkning, følelser, sprog og relationer. Piaget, Vygotskij, Erikson og Bowlby er blandt de mest kendte teoretikere.

Mente, at barnet udvikler sig i samspil med andre og gennem kulturens redskaber, især sproget. Kendt for begrebet den nærmeste udviklingszone og for at fremhæve legens betydning for udviklingen.

Kendt for begreberne ‘den tilstrækkeligt gode forælder’ og overgangsobjektet (fx bamsen) og for at fremhæve, at leg er afgørende for barnets udvikling og selvfølelse.